Hoved menu:
Interessen for elektronik startede allerede i slutningen af 50érne.
En af mine legekammeraters storbror byggede et krysralapparat, det fik jeg lov til at låne med hjem.
Jeg opsatte antenne og lavede en forsvarlig jordforbindelse, og der gik da heller ikke længe
før jeg fik lyd ud af hovedtelefonen.
Det var så spændende at jeg besluttede mig for at bygge mit eget apparat.
Ja det var starten, og så gik det bare med den ene elektroniske opstilling efter den anden.
I skolen fik jeg så gode karakter i matematik og fysik,
at min lære opfordrede mig til at leve et projekt
af en eller anden art som kunne indsendes til
fysiklærerforeningens diplomprøve.
Jeg konstrueret en meget simpel form for lynsikring
af en radioantenne, og den 20/4-
et diplom samt fysikernåler i bronze.
Endvidere blev der brag en større artikel i
ugebladet familiejournalen.
I vores lokale ungdomsklub "Myretuen" der startede
i lokaler på Ølby skole, blev jeg klubrådsmedlem
og fik oprettet et hold i radioteknik, ledet af en lære
fra skolen som var licenseret radioamatør.
Mogens Møller Nielsen ( OZ4MN ) underviste holdet
( der bestod af 2 elever, en kammerat og mig ) efter
bogen "Vejen til sendetilladelsen".
Efter knabt et år var vi klar til at aflægge en mundtlig
teknisk prøve og en telegrafi prøve hos Generaldirektoratet
for post & telegrafvæsenet, som derefter gav tilladelse,
efter særlige regler, til at kommunikerer "trådløst"
med andre radioamarører i hele verden.
Den 12-
og med hvad dertil fulgte, som nye bekendtskaber, nye konstruktioner og meget mere.